Hovedpunkter



Modsat Eurostand aktionen i 1998 har vi i år valgt at fokusere på flere områder end blot all-seater-stadions. Der er i dag mange forhold, som vi fodboldfans kan protestere imod, men samtidig ved vi godt, at vi har meget svært ved at ændre en del af dem. Vi har derfor valgt 5 hovedpunkter, som Eurostand 08-aktionen skal sætte fokus på:

All-seaters:
Debatten om ståpladser var som bekendt startskuddet til Eurostand 98. Der har i det seneste årti været en høj tendens til, at ståtribuner er blevet iført sæder, og at nye stadions er blevet opført uden ståpladser. I en del europæiske lande er all-seater stadions tilmed et direkte krav til klubberne. Fodboldverdenens ledere begrunder disse krav om sæder med sikkerhedsmæssige årsager, men sandheden er nærmere, at man ønsker mere kontrollerede og siddende tilskuere end aktive og stående fans.

Der findes mange moderne stadions i Europa med ståpladser og høj sikkerhed. Schalke 04 og Bayern Münchens hjemmebaner er eksempler på stadions, der er nye, moderne og sikre samtidig med, at man har bevaret en ståtribune til de aktive fans. Vi må som aktive fans i Europa stå sammen og kæmpe for vores ståpladser. Der bør og skal være ståtribuner for de aktive fans på alle stadions!

Faste spilletidspunkter:
I dag styrer Tv-selskaber med hård hånd hvornår kampe skal spilles, uden at tage hensyn til de fans, som hver uge følger deres hold rundt i landet. Dette betyder, at fans kan risikere at skulle rejse 500 km en torsdag aften, for se deres hold spille kl. 20.30.

Dette er ikke fair over for de mange tilhængere, som bruger meget tid og energi på følge deres hold, at der bliver taget mere hensyn til Tv-seere end til dem. Der bør derfor indføres et fast spilletidspunkt for ligakampe i de enkelte lande, samt ét bestemt midtuge tidspunkt, hvor cupturneringskampe må finde sted. Om tidspunktet hedder søndag kl. 15 eller lørdag kl. 19 er underordnet, så længe det er accepteret af både klubber og fans.

Billetpriser:
Et stort problem for mange fans er billetpriserne. De har mange steder nået niveauer, hvor folk simpelthen ikke har råd til at komme på stadion. Et eksempel er Old Trafford i Manchester. Her har billetpriserne nået et niveau, hvor mange fans med almindelige indkomster ikke længere har råd til at komme på stadion. Her har rige sponsorer samt turister overtaget tribunerne, mens de ægte fans er nødsaget til at overvære kampen på en pub, hvor stemningen - grundet denne tilskuerudskiftning - i øvrigt ofte er langt bedre end på stadion.

Vi mener, at billetpriserne skal ligge på et niveau, hvor alle folk fra alle samfundslag har mulighed for at komme til fodbold. Uanset om man er rig eller fattig, skal man have lov til at opleve fodboldkampe på stadion. Fodbold er en sport og ikke et produkt, som kun rige har råd til at købe.

Salg af klub- og stadionnavne:
Den større og større indflydelse der tilfalder sponsorerne er også begyndt at markere sig i de ellers så stolte stadionnavne. F.eks. hedder Borussia Dortmunds hjemmebane ikke længere Westfalenstadion, ligesom FC Nürnbergs Frankenstadion heller ikke længere har sit oprindelige navn.

Disse navne var før berygtede og berømte hjemmebaner, men med deres nye sponsornavne er det meste af charmen faldet bort. Der er bare en unævnelig forskel på, om man kommer fra Waldstadion eller fra Commerzbank-Arena i Frankfurt.

Det værste skræmmeeksempel må dog siges at være SV Austria Salzburg, der ikke bare har fået overtaget sit stadionnavn. Klubben er blevet købt og smadret af fødevaregiganten Red Bull, der nu har ændret. holdets navn, logo og farver, så det nu matcher Red Bulls. Der skal dog lyde en stor respekt til dem der holder det ægte SV Austria Salzburg i live i de lavere østrigske rækker. Vi må og skal kæmpe imod denne kommercialisering af fodbolden: Vi er fans af klubber, ikke firmaer.

Fejring af scoringer:
Glæde og passion er to af de mest fantastiske ting ved fodbold. Disse to elementer er dog kraftigt undertrygt af de regler, som i dag eksisterer. En af disse regler forbyder spillere at smide trøjen efter en scoring. Den betydeligste grund til at reglen blev indført var, at mange sponsorer var utilfredse med, at deres logoer ikke bliver vist, når kameraerne efter en scoring filmer trøjeløse spillere.

Vi mener derudover ikke, at det skal være dommerens opgave at skynde på glade spillere efter scoringer. Hvis en jubelscene tager et minut eller to, så skal det være dommerens opgave at lægge den rette tid til, og ikke at skynde på spillerne. Den tid som spillerne bruger på at fejre en scoring skal selvfølgelig være inden for rimelighedens grænser, men det må et par ekstra minutter også beregnes at være.